Jubii om deres cloud it-infrastruktur hos Netgroup: Oppetiden er vores bundlinje
For Jubii, der er en af Danmarks største inden for søge- og underholdningsportaler, er det vitalt, at samtlige sites kører 24/7 alle årets 365 dage. Nedetid er lig med mindre bundlinje, og netop nedetiden har Jubii elimineret ved at placere sin it-infrastruktur hos Netgroup – mere populært sagt: i skyen.
Adskillige bladeservere er nu fordelt i Netgroups datacentre og sørger for, at Jubiis brugere kan hente nyheder og andre historier i alle døgnets 24 timer. Jubii valgte i forbindelse med et ejerskifte at flytte sin storage og backup, der tidligere var placeret i Tyskland, til Danmark. Valget faldt på Netgroup blandt andet på grund af det i forvejen gode samarbejde omkring Jubiis internetforbindelser.
“Tidligere var Jubii ejet af Lycos, men i slutningen af 2008 blev vi købt tilbage på danske hænder, og derfor havde vi pludselig en bagkant, hvor stikket ville blive trukket ud til vores servere i Tyskland. Og den nærmede sig med hastige skridt. Vi bød både opgaven ud til IBM i Frankfurt og til Netgroup i Danmark, og valget faldt helt naturligt på Netgroup på grund af en god pris og vores tidligere succesfulde samarbejde med Netgroup,” siger administrerende direktør Henrik Busch, Jubii og fortsætter:
“Netgroup er meget fleksible og altid nemme at tale med. Det giver god sparring. Fx skal du ikke igennem en sælger for at få lov til at tale med en tekniker. Med Netgroup er det helt enkelt og ligetil. Herudover er det rart, at du ikke får fornemmelsen af, at der starter et ur, hver gang du ringer, og at der efterfølgende ligger en regning for samtalen.”
Garanti til brugerne
Tiden op til flytningen var kritisk, fordi der var flere ting, der skulle falde i hak, og alt storage og backup skulle være oppe at køre i Danmark, inden stikket blev hevet ud i Tyskland.
“Setup’et var mere eller mindre det samme som tidligere, så udfordringen var helt klart tiden. På fantastisk vis lykkedes det uden nogen former for problemer. Og efterfølgende har der ikke været noget at sætte en finger på. Vi har et rigtig fint samarbejde med Netgroup,” fortæller Henrik Busch.
Under selve flytningen stod Netgroup for at sætte al hardware, VMware og netværk op, og Jubii stod for flytningen af indholdet på serverne. I dag består Jubiis løsning af et dedikeret VMware-miljø i Netgroups datacentre. Jubii har således sin egen it-infrastruktur hos Netgroup, som også står for al administration. Den samlede løsning består af hardware, backup, storage og redundante internetforbindelser til kontoret i Bredgade.
“Hardware har det med at gå i stykker en gang i mellem, og både i den forbindelse, såvel som ved den daglige administration og vedligeholdelse af udstyret, sparer vi en del penge. Vi kan fokusere på vores kerneforretning, og fordi vi ved, at vi har en professionel og kompetent partner på vores it-infrastruktur, er vi helt trygge og kan garantere vores brugere de ydelser, de efterspørger,” siger Henrik Busch.
En lettere virtuel virkelighed
I oktober 2007 virtualiserede Jubii hele deres hostingcenter med teknologi fra VMware, fordi det ville give bedre oppetider, og skaleringen tilsvarende ville blive væsentligt lettere.
“Det er helt afgjort fleksibiliteten ved at virtualisere, der er alfa og omega for os. Vi kan eksperimentere med forskellige områder, som vi ikke kunne tidligere, men det vigtigste er, at vi virkelig har fået forbedret vores oppetid. Oppetiden er vores levebrød, hvis vi ikke har et site online, så er der ingen forretning, og det viser sig med det samme på bundlinjen. Herudover bliver brugerne utilfredse, og de skal ikke skuffes mange gange, før de finder alternativer,” siger Henrik Busch.
Efter det store projekt med at virtualisere hele løsningen til VMware og flytningen til Danmark har de otte it-medarbejdere hos Jubii ingen planer i pipeline lige med det samme. Nu gælder det om at fokusere på forretningen og videreudvikling.
Jubiis løsning hos Netgroup
Virtuel hosting
Jubii gik fra 80 fysiske servere til få bladeservere. Udover at reducere omkostningerne til plads og strøm, fik Jubii mulighed for at administrere, oprette og nedlægge servere på en lettere og hurtigere måde end tidligere samtidig med, at de slap for at bekymre sig om drift på hardware.
Redundant internetopkobling til kontoret i Bredgade
Jubii har dels en fiberforbindelse i Bredgade og dels en FWA (trådløs forbindelse), hvor sidstnævnte virker som failover. Det betyder, at uanset om fiberen bliver gravet over eller lignende, vil Jubii stadig have adgang til internettet fra deres kontor, og skiftet sker automatisk.
Fordelen er, at Jubii kan opretholde produktionen og ikke står med en lang række medarbejdere, der ikke kan arbejde, hvis de ikke har adgang til internettet. Samtidig var forbindelsen en fordel, da Jubii skulle flytte fra Holmen til Bredgade, idet Netgroup startede med at flytte den ene forbindelse. Og da Jubii var på plads i Bredgade, flyttede vi den anden forbindelse, dvs. medarbejderne var reelt set uden nedetid, selvom de flyttede domicil.
Om Jubii
Jubii er Danmarks største søge- og underholdningsportal og besøges dagligt af ca. 200.000 internetbrugere, der besøger mere end 3,5 millioner sider.
Jubii er mest kendt for det omfattende søgeindeks over danske websites, men herudover udbyder Jubii mere end 30 forskellige online tjenester deriblandt gratis e-mail, debatfora og chat. Jubii blev stiftet i 1995 og har siden været et af de største danske websites.
I dag drives Jubii af ca. 20 medarbejdere fra kontorer i Bredgade i København. Virksomheden ledes i dag af administrerende direktør Henrik Busch.