Mybanker har valgt en managed Netgroup løsning. Optimalt afkast med virtualisering
Mybanker.dk, der guider forbrugere på nettet gennem junglen af tilbud fra banker og realkreditinstitutter, har opnået store besparelser og lynhurtig kapacitet i spidsbelastningsperioder med deres managed løsning hos Netgroup.
Mybanker.dk kalder SKATs rentesatser for uanstændige, står der senest i en nyhed på TV2 Nyhedernes hjemmeside på baggrund af et tv-indslag. Og ofte når Mybanker.dk udtaler sig til tv, oplever virksomheden et voldsomt pres på hjemmesiden Mybanker.dk.
”Tidligere krævede det, at vi investerede i en overkapacitet af servere, som stod inaktive hen, når de ikke lige skulle klare efterdønningerne fra mediestormen. I dag kan vi sammen med Netgroup planlægge, at vi skal have ekstra kapacitet i et døgn eller lignende, hvorefter kapaciteten bliver lukket ned igen. Det sparer os for et betragteligt beløb, samtidig med at administrationen i dag er væsentligt lettere,” fortæller partner Nikolaj Hendriksen, Mybanker.dk.
Mybanker.dk driftede tidligere sine egne fysiske servere men har i dag et virtuelt setup hos Netgroup, som inkluderer servere, backup, drift og overvågning.
”Når du har dine egne servere stående, kræver det, at du følger med i diverse opdateringer og sikkerheds-issues, og for vores vedkommende kunne udbyttet ikke stå mål med indsatsen. Det har fyldt meget i vores hverdag, hvilket betød, at vores vigtige fokus på udvikling helt trådte i baggrunden. Derfor fungerer den nye løsning med Netgroup optimalt. Vi ved, at de kan deres kram, og vi får tid til vores egentlige arbejde – samtidig med at vi sparer penge,” forklarer Nikolaj Hendriksen.
En forretningsmæssig fordel
I Mybanker.dk, der sammenligner bankernes priser på produkter som billån og boliglån, er de fire mand i udviklingsafdelingen.
”Det er et meget komplekst område, fordi bankerne har forskellige modeller, og vi vil gerne levere oplysningerne til den enkelte bruger så individuelt som muligt. Samtidig skal processen gå stærkt, fordi brugerne på nettet er utålmodige, derfor har vi brug for en hel masse dataplads. Derudover gemmer vi også alle de historiske oplysninger omkring priserne, så vi senere kan gå ind og analysere udviklingen i markedet,” forklarer Nikolaj Hendriksen.
Mybanker.dk har ligeledes en auktionsservice, hvor brugerne kan sætte deres penge på auktion til højest bydende bank. I Danmark har løsningen kørt i otte år, i England halvandet, og i Tyskland, Belgien og Norge er systemet stadig i sin spæde fødsel. Det kræver mulighed for at kunne udbygge datacenterløsningen, hurtigt og enkelt, hvilket er en forretningsmæssig fordel.
”Sidste år havde vi omkring 40 milliarder kroner igennem auktionssystemet i Danmark. I auktionssystemet er der dog ikke ligeså meget tryk på serverne som i prissammenligningssystemet, fordi brugerne typisk kun logger på hver tredje måned, når de skal sætte penge på auktion. Men sikkerheden skal være i top hele vejen rundt,” siger Nikolaj Hendriksen.
Forventninger indfriet
Mybanker.dks systemer kører på separate virtuelle servere, da det er nødvendigt, at de kører fuldstændig adskilt i forhold til sikkerheden. På den måde kan hackere ikke komme fra en server til en anden.
”Samarbejdet med Netgroup er en fortløbende god oplevelse også i forhold til vores forventninger. Vi har på den måde fået lige præcis det, vi havde fået stillet i udsigt, så løsningen er ikke blevet oversolgt. Den altovervejende grund til, at vi valgte Netgroup, er, at den behandling, vi får, er helt i top, og så foregår alting effektivt og i et højt tempo,” slutter partner Nikolaj Hendriksen, Mybanker.dk.
Mybanker.dk’s løsning
Den tekniske platform, som Mybanker.dks virtuelle miljø ligger på, er baseret på IBM/Dell blades inklusive VMware ESX virtualiseringssoftware med storage area adgang via Hitachi USP-V Enterprise SAN.
Løsningen driftes 24/7 af Netgroups tekniske afdeling, hvor der blandt andet tages dagligt backup via IBM Tivoli Storage Manager (TSM).
Om Mybanker.dk
Mybanker.dk er Danmarks eneste uvildige prisoplysningsdatabase. Ideen bag Mybanker.dk er at guide forbrugere igennem den jungle af informationer, der findes på det finansielle marked. Ved at indtaste egne oplysninger om bankindlån, bankudlån eller realkredit, udregner Mybanker.dk, om der er andre pengeinstitutter, der kan give en bedre aftale. Samtidig hjælper Mybanker.dk med at formulere de spørgsmål, forbrugerne kan/skal stille for at forhandle bedre priser. Mybanker.dk har eksisteret siden 2002.