Netgroup søger en studentermedhjælper til SDM teamet

Har du udpræget detalje- og talforståelse?

Om stillingen
Du skal fungere som den forlængede arm for vores Service Delivery Managere (SDM’er) – med særligt fokus på driftsrapportering til udvalgte kunder. Hver måned rapporterer Netgroup på et antal Key Performance Indicators (KPI’er), og det er vores SDM’er, der har ansvaret for denne aktivitet. Selvom dit særlige fokus er på driftsrapportering, vil du også assistere vores SDM’er med mange af de forskellige opgaver, der løses i vores Service Delivery funktion.

Du hjælper med en række opgaver såsom:

  • Fremskaffelse af relevante data til månedsrapporter og forecasts
  • Udarbejdelse af rapporter i Excel
  • Udarbejdelse af oplæg til driftsrapporter
  • Diverse ad hoc opgaver fra Netgroups SDM’er
  • Udarbejdelse af faktureringsgrundlag

Netgroups forventninger til dig
Vi forventer, at du er fleksibel, har godt humør og er en udpræget ”ja” person. Du arbejder i nogen grad med opgaver af tilbagevende karakter, og det er et krav, at du arbejder struktureret og er kvalitetsbevidst, men du kommer også med forbedringsforslag, og du optimerer løbende, hvor du ser muligheder for det. Du ved, at din primære rolle er at aflaste vore SDM’er, og din succes afhænger af, hvor meget tid du kan frigøre for disse.

Det er et krav, at du taler og skriver flydende dansk og engelsk. Yderligere er det essentielt, at du er superbruger i Excel, samt at du har en udpræget talforståelse og lyst til at arbejde med tal. Excel dataimport/Query og pivottabeller er nogle af de discipliner i Excel, som vi forventer, at du allerede nu eller meget hurtigt efter mestrer. Det er desuden en fordel, hvis du har kendskab til Microsoft PowerBI.

Stillingen er timelønnet. Arbejdsbyrden er størst i den første uge hver måned, og der forventer vi, at du kan arbejde ca. 15 timer. Men ellers er det ca. 10 timer pr. uge med god mulighed for selv at bestemme tidspunktet. Vi tager naturligvis hensyn til dit studie og eksaminer i forhold til fastlæggelse af arbejdstid.

Om Netgroup
Netgroup er en IT Hosting leverandør med egne datacentre. Vi leverer professionelle IT-løsninger til offentlige og private virksomheder. Vi er 50 dygtige medarbejdere med et stærkt fællesskab og holder til i kontorer på Store Kongensgade i hjertet af København.

Vi har teknikere, sælgere og projektledere, der arbejder for at sikre høj kvalitet, og som samtidig har det sjovt i en hverdag med store og små udfordringer. Arbejdsmiljøet er præget af en humoristisk tone og plads til individualisme.

Interesseret?
Har ovenstående vakt din interesse, så send din ansøgning samt CV til Bjarke Schmidt (bs@netgroup.dk). Kontakt Bjarke på telefon 24 49 21 90, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Vi indkalder løbende til samtaler, og ansættelse sker snarest muligt. Så send din ansøgning og dit CV hurtigst muligt.